|
|
Vi ved også, at kunstnerisk erkendelse
ikke er mulig uden igennem Form.
Denne form, det endelige kunstværk, må naturligvis også betragtes
som en rationalisering, en konkretisering af den kunstneriske erkendelse. Det
kunstneriske udtryk optræder i et andet stof (Maleri f.eks.) end det emotionelle
udtryk, der skabes i den menneskelige bevisthed. For at opnå den største
gyldighed, for overhovedet at opnå mulighed for at fremkalde bevisthedsfænomener
af samme art som det fremtræder af, må kunstværket gennem en
konkretisering til stof rationalisere disse bevisthedsfænomener. Jo mere
exakt denne rationalisering er, des mere dækker den de bevisthedsfænomener,
den udtrykker. Jævnfør barnets mangelfulde sproglige formulering
med den voksnes præcise formulering af sine tanker. Som tanken ikke existerer,
før den er formuleret sprogligt, existerer det kunstneriske udtryk ikke,
førend det er formuleret.
Vi mener, at det kunstneriske udtryk skal dække de bevisthedsfænomener
det skal frembringe på samme måde som det sproglige udtryk dækker
sine.På samme måde som ordene er symboler for deres betydning er kunstværker
symboler for deres. På samme måde ordet "bog" på en
knap og præcis måde betegner både begrebet bog og tingen bog,
ikke gennem en lighed med det betegnede, men ved at betyde det, på samme
måde kan heller ikke kunstværket udtrykke sig gennem lighed, men kun
gennem betydning. Jo mere et kunstværk nærmer sig en ojektiv lighed
med sit subjekt des mere ophæver det sig selv som kunstværk. Den "lighed"
man mener at kunne se i realistiske kunstværker, beror på en overfladisk
betragtningsmåde, at man aldrig har gjort sig klart, hvad man i "virkeligheden"
ser. Ser man f.eks. "lighed" hos Vermeer, må man se "ulighed"
hos Rembrandt, så forskellig som "virkeligheden" fremtræder
i deres kunstværker. Man måtte betragte den klassike græske
kunst som kunstens højdepunkt, og al anden kunst før og efter som
dekadence. Hvis man derimod betragter kunstværkerne som symboler med betydning
falder denne betragtningsmåde væk af sig selv.
|