Det var en vinter i begyndelsen af halvtredserne. En streng vinter, der varede langt ind i Marts.

Dengang boede jeg på Sylows Allé på hjørnet af Falkoner Allé og længere henne i gaden boede Paul Gadegaard, "Jasseren" i nr 35, øverst oppe i et atelier han hade lånt. Det hade været Preben Hornungs faders atelier, der stod stadig et billede af en hønsegård fra hans tid.

Det var udmærket for mig med en streng vinter, jeg hade snetegn, man meldte sig kl. 6 om morgenen, og så var det ud at skrabe sne væk fra gader og fortove. Og jeg tjente en dagløn. Det var ikke hver dag.

På den tid kom jeg meget sammen med Gadegaard, vi boede som sagt næsten dør om dør. Når jeg kom op til Gadegaard sad han altid og malede, stafeliet helt ude ved vinduet, et smårudet som dækkede ydervæggen. Han sad i venstre side, så lyset kom fra højre, skyggede for sig selv. Lidt mærkeligt, jeg kunne kun arbejde med lyset ind fra venstre side.

Copelia. Udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling 1951.
Transitorisk formsprog.

Det mærkeligste jeg hade set var Carl-Henning, han malede med billledet plat mod lyset, i skygge så at sige. Det gav en større intensitet i farven, sagde han. Og det var rigtig nok.

Der var kun en bræddevæg ud til verdensrummet, så der var bitterlig koldt deroppe hos Gadegaard. Han hade en stol, et staffeli og en seng, og intet andet. Men sengen var et unikum, et svendestykke, en stor sag. Man sov øverst oppe, nedenunder var der skuffer og skabe og hvad ved jeg. Der var en vask og en kakkelovn, men der var sjældent ild i den, Selvom der boede en hørkræmmer i stuen, hvor man kunne købe koks i spandevis.

Når det blev for koldt gik vi over på et fint konditori, der lå overfor Frederiksberg Station, hvor damer med hvide kapper serverede morgenkomplet.