Det som på den ene eller anden måde knyttede alle disse kunstnere sammen, var ideen om det spontane.

Al kunstnerisk virksomhed skulle være spontan. Det spontane betød umiddelbar handling. Kunsten måtte trænge bagom erkendelse og fornuft, til tilblivelsen. For at være sand.

I Spontaniteten falder tilfældet og nødvendigheden sammen. Nødvendigheden er matiéren, faget, stoffet, lærred og farve, tilfældet er den øjeblikkelige impuls.

For at kunne bevare spontaniteten må udførelsen være hurtig, så man ikke når at reflektere det tilblivende.

I begyndelsen, da jeg begyndte at male, cyklede jeg i naturen for at finde motiver. Cyklen punkterede ustandselig, det var under krigen, cykeldæk kunne ikke fåes.

Hurtigt fandt jeg, nødtvungen, ud af , at motivet var uden betydning, det var billedet det kom an på. Så jeg blev hjemme, og malede udsigten fra mit vindue, hundredevis af gange. Øvelse for at lære at male. Jeg husker, engang jeg skulle bruge lidt violet, blåt og rødt bliver violet, hade jeg lært. Jeg blandede, og det blev brunt, lortebrunt.Det måtte kunne lade sig gøre, resonerede jeg. Tilsidst hade jeg en spandfuld brunt, nok til flere år. Violet er noget man køber i tuber.

Da jeg hade lært at male, materiéren, begyndte jeg at male billeder. Flade billeder, billedet skulle være farve på et plan, lærte jeg. Kubistiske, kantede i hver fald. Efter mit møde Bauhausbøgerne kunne jeg fuldt og helt træde ind i det moderne. Jeg kunne fornemme at Mondrian og Malewitch ikke kunne tilpasses det spontanes spændetrøje, så jeg startede hos Kandinsky. Som jeg faktisk ikke satte så højt. Men Kandinsky og det spontane gik godt i spænd.

I den spontane arbejsproces fandt jeg noget som ikke hang sammen. Som alle andre tegnede jeg først, og satte farve på bagefter. Der var en dichotomi som det spontane ikke kunne forsone. Der var en tidsmæssig forskydning mellem form og farve, så spontaniteten knækkede over på midten. Uanset dette, brugte alle de abstakte denne måde at skabe billeder på. Det gjorde nu heller ikke så meget, spontaniteten tørrede hurtigt ud, blev formalisme, blev stil. Blev mere af det samme.

Men jeg malede mine konkrete billeder, non-figurative blev de rubriceret som - i modsætning til de abstrakte, hvor der altid var figurer til stede.

Der var ingen der sagde noget direkte, men på en eller anden måde blev det gjort mig klart (ung og naiv som jeg var) at det jeg arbejdede med var passé og gammeldags - at den abstrakte kunst var hvad man måtte male nu.

Jeg debuterede på kunstnernes efterårsudstilling i 1945, netop som vi var ved at lægge sidste hånd på den store Oktoberfest - den første efter krigen. I den tidligere tyske ambasade på Kastelsvej, som vi hade fået rådighed over af de danske myndigheder.

Samme år deltog jeg i en vandreudstillng arrangeret af Ung Dansk Kunst.

Næste år, 1946, hade jeg min første separatudstilling hos Niels Macholm på Rolighedsvej.