Biblioteket hade bøger om kunst, mest om gammel kunst, men det var også der de nøgne damer var. Og der var mange, nogle var meget kødelige, andre var næsten for meget. Min generthed gjorde, at jeg ikke syntes jeg bare kunne sidde og bladre efter nøgne damer, jeg måtte også kikke lidt på det andet der var i bøgerne.

På den måde opdagede jeg kunsten.

Og fandt ud af, at man kunne se rigtige billeder på museerne.

Tegne hade jeg altid. Efter jeg hade opdaget kunsten, tegnede jeg med en større bevisthed. Når foråret blev for uimodståeligt- skulkede jeg fra skole for at tegne i Frederiksberg Have. Vi boede et par minutter derfra.

Jeg gik på udstillinger, så hvad der blev til omkring mig. Jeg gik ind i min tid.

På biblioteket var der ikke megen hjælp at hente, de hade tre bøger om moderne kunst, den ene var skrevet af Herman Madsen fra Odense. På et tidspunkt (jeg var en sky, ung mand) beklagede jeg mig til overbibliotekaren - det var under tyskernes besættelse af Danmark - og han oplyste mig om, at de i kælderen hade en serie bøger om moderne kunst, som ikke måtte stå offentlig fremme. Bauhausbücher hed de, på tysk.

Han var så venlig at give mig en liste over de forbudte bøger - der var også Dr. Freuds samlede værker. Dengang var surrealismen den nyeste store internationale Retning - og den byggede på Freud, påstod man. Mit begær efter viden var stort, så jeg måtte lære tysk. Jeg gik igang, og da jeg efter nogle år var færdig med sidste bind (var der 36?) var jeg blevet ganske god til tysk.

Bauhausbøgerne blev skelsætttende for mig - her fandt jeg en samtidig kunst - fri for metafysik og borgerlig æstetik - (jeg var jo kommunist) - en kunst som i sin kerne var rationel og social - som ikke afbillede, men var billedskabende.

Det var Kandinsky, Malewich og Mondrian jeg fandt. De blev og er stadig en del af mig.

Jeg lærte også at skelne. Van Doesburgs hvordan man laver en ko om til rektangler, kunne jeg gennemskue som en dilletantisk misforståelse. Billedkunsten måtte bygge på sine egne aksiomer - Form og farve. Kunsten skulle ikke fabulere over det sete, men selv gøre synlig.

Vi hade et kulturcenter på Frederiksberg. Macholms Kul & Kunsthandel. Her udstillede og mødtes de kunstnere, som tegnede tiden. De fleste var medlemmer af Høstudstillingen. Høstudstillingen, den mest progressive og kunstnerisk enestående sammenslutning i de år.

Der mødte jeg dem alle sammen- Carl Henning, Egil, Heerup, ja, hvem som helst.