21. Offentlig Kunst: Det mest banale og dilletantiske jeg har set her i byen er disse vaser overfor burgerpaladset.

Den stærkeste skulptur er naturligvis Haugen Sørensen på Sct. Hans torv. Rå og myndig, en fryd at passere.

Den der klatrer over muren på assistenskirkegården har altid stået mit hjerte nær. Det gør den stadig.

22. Halv provokation: Den mest omtalte mediebegivenhed i kunstverdenen i mange år var svinene i Esbjerg. Døde grise, i fine montre, som i brugsen. Ikke skåret i i pæne, lyserøde skiver, men nedlagt lige fra slagtehallen. Det var vel meningen, at de skulle demonstrere kødets forgængelighed, kødet som valplads for maddiker og larver, kødet som realitet. I modsætning til supermarkedets sterile fremvisvisning af kød som føde. Hvad så det kan have med kunst at gøre.

Som de nu nu lå der og rådnede, begyndte de at stinke. Jo flere dage, des mere stank. Det skabte panik i museet. Så langt hade man ikke tænkt. Der blev sat udsugning og slanger og udluftning til. Se måtte vi, men ikke lugte. Er lugtesansen farligere, mere obskøn end de andre sanser? Se måtte vi, for vi har set alt.

Og således fik vi, som så ofte før, mindre end en halv virkelighed. Den kastrerede og medietilskårne virkelighed.

23. Lokalbedøvet: I Günter Grass' Lokalbedøvet er der et ung menneske, som omgås med planer om at overhælde sig med benzin og brænde op. Som protest. Det var under Vietnamkrigen.

Hans mentor overbeviser ham om, at der næppe vil blive lagt synderligt mærke til ham, selv om han gør det uden for Berlins største konditori.

Men så får han en genial ide. I stedet for sig selv, vil han brænde sin hund af. Så er han sikker på at blive bemærket, formodentlig mere end han kan forestille sig. Og han kan forestille sig meget. Ikke mere om Lokalbedøvet.

24. Den kvindelige magtelite.

25. Tøjkunst eller Kunsttøj: Da Statens Museum for Kunst fik ny leder kundgjorde hun, at hendes første udstilling skulle være Mortensens værker. Det var dog ikke den Mortensen. Denne Mortensen var en modeskaber fra Paris, af dansk afstamning, som fremviste rigmænds koners mondæne kreationer - kjoler til kapitalens karneval og kosmopolitisk kogekunst. Her var vi åbentbart på forkant med udviklingen, Sidste år udstillede man motorcykler på Guggenheim i New York. I år Armani bukser og jakker.

26. Maksimer seertallet: Skal museers berettigelse søges i seertal?

27. Museer: Vi har Legoland og Disneyland og Vandland og Badeland og Bolsjeland. Hvorfor må der ikke et sted i denne pseudoverden af oppustede og oppiskede underholdningstilbud være et sted hvor man kan træde ud af dette bestandige udbud af det samme? Et sted, hvor man kan træde ud af begivenhedernes malstrøm. Et sted med stor ro, som skærper vore sanser. Et sådan sted som koncertsalen. Hvorfor må museer ikke være sådanne steder?

28. Ånd.: Har det åndelige en plads i vort post-industrielle-kapitalistiske mediesamfund?

29. Svinestreg: Den største skændsel, det groveste anslag mod kulturlivet var indførelse af entre på selve kulturens basis: Vore museer. Jeg har selv modtaget en væsentlig del af min opdragelse på de tre store museer: Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Glyptoteket.

Jeg kunne få en pludselig trang til at se et bestemt billede. Jeg tog min cykel, og fandt noget andet.Jeg fik en konsistent og fast opfattelse af den europæiske kunsts veje og udveje. En historisk bevisthed. Alt det stjæler man fra unge mennesker i dag

30. Kunst: Enhver kan finde i kunsten. At al kunst skulle være for alle, er en futil (socialdemokratisk?) tanke. Der er mange indgange til kunsten. Der er altid en ligeudfor hvor du står.

31. Credo: Kunstværket er singulært og unikt. Et kunstværk kan ikke opleves på anden hånd, kan ikke formidles. Et kunstværk kan kun opleves ved direkte konfrontation. I lykkeligste fald i en transcendens der omfatter jeget og værket gensidigt.

Oplevelse, indlevelse er uudsigelig.

32. Epilog: Vi er langt fra pissekummen nu. Men den har hele tiden været til stede- mere eller mindre påtrængende. Bag linierne står den og venter på at blive fyldt med varmt pis.

Piss off